Aarhus Business College har udviklet et Computational Thinking (CT) forløb i informatik om kødannelse og kundeflow igennem kassen i en butik.
Informatikfaget arbejder på mange måder allerede med den computationelle tankegang, herunder analyse, design og programmering af IT systemer.
CT forløbet er bygget op omkring en use-modify-create tilgang, som tager udgangspunkt i en præprogrammeret model over kødannelse og kundeflow igennem kassen i en butik. Modellen udvikles i NetLogo, som er et agentbaseret simuleringsværktøj.
Eleverne skal først selv identificere de parametre, som har indflydelse på kundestrømmen igennem kassen i en butik, herunder kundetypen, tidspunktet på dagen/ugen/måneden/året osv.
Eleverne bruger efterfølgende den præprogrammerede NetLogo model til at simulere kødannelse for forskellige prædefinerede kundetyper. Målet er at optimere strømmen og dermed minimere omkostningerne ved at skulle åbne en ny kasse.
Når eleverne har fået en basal forståelse for modellens virkemåde, skal de tilpasse modellen til deres egne kundetyper. Til sidst skal eleverne programmere deres egne flowmodeller i Netlogo.
René Laursen
Informatik på merkantil EUX
Aarhus Business College
Ca. 20 timer
Eleverne identificerer de forskellige parametre, som kunne have indflydelse på kundeflowet igennem kassen i en butik, herunder kundetyper, tidspunkter mv.
Eleverne undersøger parameterafhængigheden i en præprogrammeret NetLogo model, som simulerer kundeflowet gennem kassen i en butik.
Eleverne tilpasser den præprogrammerede NetLogo model og programmerer til sidst deres egne flowmodeller.
Eleverne afprøver og tilretter løbende NetLogo modellen.
Eleverne overvejer, hvor lignende problemer med kødannelse og kundeflow opstår og kommer med løsningsforslag.
Forløbet er afprøvet i november og december 2019. Observationer i undervisningen og efterfølgende interview med fem elever har vist, at
eksemplet med kødannelse skabte omgående interesse og højt engagement blandt eleverne. Afprøvningen viste, at en virkelighedsnær og let genkendelig problemstilling, som eleverne selv fik lov at dokumentere og folde ud, var en helt særlig og stærk drivkraft i forløbet. Eleverne er jævnligt selv kunder i dagligvarebutikker. Mange elever har erhvervserfaring, og nogle elever har praktikplads i en dagligvareforretning. Det er en stor fordel for forløbet, hvis de mange typer af erfaring bliver mobiliseret til at belyse problemstillingen fra flere perspektiver.
forløbet let kan tilpasses i omfang og niveau. Afprøvningen af forløbet rummede f.eks. del-aktiviteter med manipulation af modeller i NetLogo og programmering i Python. Men disse aktiviteter var ikke afgørende for, at eleverne opbyggede CT kompetencer. Opgaven med at bygge en udvikle, afprøve og evaluere en model, der beror på en lang række data om kundeadfærd, kan uden problemer løses med flowcharts og pseudokode.
Når du afvikler forløbet, skal du være opmærksom på, at:
hjælpe eleverne med at holde overblik og løbende tydeliggøre formålet. Forløbets læreproces bygger på flere forskellige tilgange til problemet med kødannelse, og det skaber en risiko for, at eleverne ”taber tråden” flere gange undervejs. Overvej derfor at lave en plan med et visuelt udtryk, der viser sammenhængen mellem forløbets 20-25 timer.
formulere opgaven med at lave flowcharts således, at eleverne udvælger et eller to elementer i den samlede problemstilling, som de vil opstille en løsning på via et flowchart. Der er en fin balance mellem at lade eleverne definere problemet selv og efterfølgende bede dem løse problemet med et flowchart. Sidstnævnte er en krævende øvelse, hvor eleverne bliver udfordret på deres abstraktionsfærdigheder, hvis problemet bliver for komplekst.